Er du opmærksom på hvilke historier du fortæller dig selv?

Ofte fortæller vi os selv forskellige historier, så vi undgår at se sandheden i øjnene. Det er nemlig oftere lettere at fortsætte med det liv vi allerede kender. 

Af samme grund bliver vi ofte ved med at udskyde de handlinger som er nødvendige for at vi kan ændre vores liv.

Det kan handle om vægttab eller et mål om at træne mere. Det kan være du ønsker at være mere sammen med din familie eller at du endelig skal til at sove bedre.

Men ofte får vi ikke handlet på det. Vi ved godt hvad der skal til, men på en eller anden måde bliver der ikke fulgt op.

Du ønsker at tabe dig, men alligevel får du ikke spist sundere. Chokoladen og de mange andre ekstra kalorier finder alligevel en plads i dit liv. Hvorfor?

Du vil træne mere, men du kommer ikke afsted. Der er altid lige et eller andet som skal klares først og pludseligt er det sent og du skal i seng. Hvorfor?

Du ønsker at være mere sammen med din familie, men du får ikke reguleret på dit arbejdsskema. Email’ene skal lige besvares, og igen, inden du ved af det, så når du kun lige at sige hej til dine børn inden de skal i seng. Hvorfor?

Eller den forbistrede søvn – nu må det da snart være slut med at vende og dreje sig i sengen. Endnu en nat med dårlig søvn, endnu en morgen hvor du vågner og er træt fordi du først rigtig faldt i søvn for et par timer siden. Men alligevel får du ikke slukket for computeren og tv’et et par timer inden du vil til at sove. Alligevel får du ikke sluppet arbejdet og planlægningen et godt stykke tid inden du skal have hovedet på hovedpuden. Hvorfor?

Vi ved, at vi ikke er et godt sted, men vi kender dette sted. Det er trygt – men ikke godt. Hvorfor tør vi ikke gå efter at blive en bedre udgave af os selv? Hvorfor er det så svært at investere i sig selv?

At holde fast i en belsutning om at gøre noget godt?

Hvad skal der til?

Personligt har jeg gennem 2019 haft udfordringer med struktur i mit liv. Det er vidunderligt at have 2 små børn, men samtidig skaber det også en masse uforudsigelighed, som kan gøre det vanskeligt at gøre de ting som også er gode for en selv. Gennem livet har jeg haft perioder hvor jeg i lidt for høj grad har tyet til chokolade, når jeg bliver lidt presset, og det skete igen gennem dele af 2019.

Sagen er at det er fuldstændig tåbeligt. Når man tyer til chokolade eller andre godter, så bliver det kun en energirøver, som kræver mere af det samme. Man får altså startet en ond spiral.

Man ved det godt, men man venter lige til i morgen med at gøre noget ved det. “Hvorfor?”, er det spørgsmål jeg måtte stille mig selv. Fordi det er lettere end at tage ansvar nu.

Vi kan alle stoppe med at gøre nogle af de ting som vi ved ikke er gode for os, men hvorfor får vi det ofte ikke gjort?

Fordi vi ikke har gjort det vigtigt nok! Fordi vi ikke har dyrket den følelse det vil give os når vi endelig når vores mål.

Når vi vil lave en ændring, så skal vi gøre os det bevidst hver dag, flere gange om dagen, så vi forbliver i vores beslutning.

For mig betyder det, at inden jeg går ind i Rema eller Føtex, så har jeg allerede besluttet at jeg ikke køber noget. Dvs. jeg stopper lige op et øjeblik, sætter tempoet ned, mærker efter og så ved jeg allerede at det ikke betyder noget om dette eller hint er på tilbud. Jeg køber det ikke – og hvis man ikke køber det, så kan man heller ikke spise det 😉

Og hvorfor var det nok? Fordi følelsen af hvad det vil sige at nå endemålet fylder mig med energi og lykke. 

Så med andre ord: start i det små, sæt farten ned og forbliv bevidst om din beslutning ved at minde dig om den hver dag. Efter nogle uger bliver det lettere og lettere, fordi din visualisering af hvad det vil sige for dig at nå det mål bliver stærkere og stærkere for hver dag. Men du skal dyrke det! Det kommer ikke a sig selv. 

Hvis du allerede var den udgave af dig selv som du gerne vil være, hvad ville du så gøre anderledes lige nu? Og hvilken følelse ville det give dig?

Kategorier

Om Kasper

Om Kasper

Jeg er kropsnørd af passion og profession og ejer af Tairo Klinik og Buteyko Center i Aarhus, hvor jeg hjælper folk med alle slags problemer til at blive smertefri og finde balance i deres kroppe.

Jeg er uddannet på The Rolf Institute of Structural Integration i USA. Jeg har taget mere end 40 supplerende kurser og har 5000 behandlingstimer bag mig.

Pin It on Pinterest