fbpx

Foden – den glemte ven som er vigtigere end du tror

af sep 16, 2019

Du bruger dem hver eneste dag. De bringer dig derhen hvor du vil og alligevel tænker du nærmest aldrig på dem, pånær når de brokker sig og gør ondt. De kører på autopilot og du tager dem for givet. 

Men at glemme fødderne er en stor fejl. 

Den rolle de spiller i forhold til resten af kroppen er ofte undervurderet, men dine fødder er faktisk en vigtig del af en sund og mobil krop. 

Balance i kroppen starter med fødderne. Det er føddernes opgave at skabe et pålideligt og stabilt fundament for overkroppen, så den let og effektivt kan bevæge sig igennem livet. 

Kan vi ikke stole på fødderne, så vakler hele bygningsværket og konsekvensen er kompensatorisk spænding og smerte. 

Hvis du ønsker at gen-erobre din krop og finde den samme velvære og energi du havde som ung, så skal du starte med fødderne.

Derfor er fødderne så vigtige

Fødderne er fundamentet for menneskekroppen. Et meget lille fundament for et stort og komplekst bygningsværk, som endda bevæger sig hele tiden. Det kræver stor tilpasningsdygtighed fra vores små, fantastiske fødder.

At finde den rette balance

Fødderne skal hele tiden finde en balance mellem stabilitet og bevægelighed. De skal kunne bære vægten af kroppen, men samtidig skal de være fleksible og bløde, så de kan tilpasse sig de omgivelser vi bevæger os rundt i. 

Stive fødder/ankler giver en tung og hård gang, hvor alle stød går hårdt op gennem kroppen og skaber belastning i ankler, knæ, hofter og ryg. 

Bløde ankler øger risikoen for at man vrikker om og man kommer således i vanskeligheder på ujævnt terræn.

Den rigtige balance mellem stabilitet og bevægelighed giver god transmission af kraft uden hårde stød op gennem kroppen. Det er ikke nogen let opgave, men fødderne klarer det ofte til et rent 12-tal.

Men nogle gange kommer vi alligevel i knibe. Af den ene eller anden grund (et fald, et uheld, for meget arbejde ved computer, etc.) virker fødderne ikke som de plejer. De har mistet deres stabilitet og tilpasningsdygtighed – og som et resultat deraf lider kroppen.

Først i det øjeblik kommer vi til at værdsætte hvor komplekse vores fødder egentlig er.

En kompleks struktur

Vi har 26 knogler i foden. Tilsammen former de en blød struktur, som muliggør at vi kan bevæge os rundt på dem.

Der er tre buer i foden: én langs indersiden, én langs ydersiden og én på tværs af forfoden. Tilsammen udgør de et elastisk støttesystem, som gør at alle knoglerne arbejder sammen som en helhed.

Men dette støttesystem er afhængig af vores muskler. Uden muskler så falder det hele sammen. 

Musklerne som skaber dette løft gennem buerne i fødderne starter helt oppe i skinnebenet (tættere på knæet end du nok tror!) og løber ned under fødderne. Hvis disse musklerne ikke arbejder korrekt – eller hvis andre muskler trækker for meget i dem, så kan de ikke arbejde effektivt og det forstyrrer funktionen i foden.

Nej, dine sko hjælper ikke nødvendigvis

Desværre har den moderne tids fodtøj skabt dovne, ufleksible fødder, som ikke kan tilpasse sig jorden uden sko.

Hvis du har meget ankelstøtte i dine sko, så vænner anklerne sig til at have det. Hvis du har en stiv sål, så glemmer knogler i fødderne hvordan man skal tilpasse sig underlaget. Hvis du har kraftig stødabsorbering i skoene, så kan det gøre din gang mere kluntet og tung end den ellers ville være.

Prøv at forestil dig at løbe en tur med bare fødder på et hårdt underlag. Ville du lande på hælen? Nej, vel! Det ville gøre ondt. 

Det er et tydeligt eksempel på hvordan sko tillader at vi ændrer den mekanik vi er designet til at bruge. Konsekvensen er at musklerne i underbenet bliver brugt mindre, hvilket påvirker knæene, hofter, lænden, mm. 

 

Og hvad med de høje hæle?

De får læggene, lårene og balderne til at spænde ekstra op og ofte strutter bagdelen en smule ekstra. Alt sammen noget som fremhæver de kvindelige kurver, men ikke nødvendigvis noget kroppen kan lide – ihvertfald ikke for meget af det. Så husk at give dine fødder lidt ro, hvis du har en forkærlighed for de høje hæle.

Sådan får du fødderne tilbage på sporet

 

Rolfings tilgang til fødder

Vi har desværre en tendens til at tage fødderne for givet. Vi bruger dem hele tiden og tager os sjældent tid til at passe på dem.

For mange betyder det derfor at man skal gennem en langsom proces hvor kontakten til fødderne genoprettes og hvor styrken og funktionaliteten langsomt kan komme tilbage.

Indenfor Rolfing bruger vi størstedelen af 2. session af 10-serien på at frigøre fødderne og åbne op for krafttransmission gennem underbenene helt op til bækkenet/hofterne. 

Vi kigger på fødderne og benenes struktur og vi behandler netop der, hvor balancen og funktionaliteten kan blive genoprettet. Og det er det hele værd!

Når først fodens støttesystemer genoprettes, så forbedres alle funktioner i kroppen. Knæ, hofter og rygproblemer (og selvfølgelig også foden selv) bliver ofte bedre, fordi hele den biomekaniske kæde som fødderne er en del af er blevet bedre og mere effektiv.

Pludselig har knæ, hofter og ryg bedre støtte og så kan de begynde at bevæge sig mere frit. (og mere på den måde de fra naturens side er designet til at fungere)

Lyder det ikke rart? Det er fordi, at det er det! 

 

Forstår dine fødder din krop?

Ida Rolf (grundlæggeren af Rolfing) pegede nogle gange på, hvordan vores sprogbrug ofte afspejler en oplevelse i vores kroppe, som er meget bogstavelig. 

På engelsk er det at forstå “to understand”, dvs. ”to stand under”. Forståelse handler således om at have et godt og stabilt udgangspunkt, hvorudfra andre ting kan forstås. Derfor siger Ida Rolf om vores kroppe:

”Very often we find that the abstractions of language are metaphors expressive of physical fact – body language: it is literally true that problems in the body vanish as the feet “understand” them”

Ida P. Rolf

Når først fødderne “står under” kroppen, så bliver kroppen forstået og problemerne opløser sig selv.

 

Fødder og følelser

Vores følelsesliv kan ofte aflæses direkte i vores kroppe. Sorg, glæde, manglende selvtillid, etc., har alle deres eget særegne udtryk i kroppen:  sammensunket kropsholdning, hængende hoved, mm. Men vi glemmer ofte at fødderne også spiller en rolle. 

Vi siger ofte at vi mangler grounding, at vi er usikre på os selv, osv. Men tænk på om meget af dette egentligt starter med en kropslig oplevelse.

En oplevelse af at fødderne ikke ”står under” dig og at du kan blive skubbet omkuld af den mindste ting. 

Vil den oplevelse mon kunne have en indvirkning på hvordan du oplever dig selv i andre menneskelige arenaer?

Indenfor Rolfing siger vi ja. Gode fødder giver emotionel grounding og fundament – Strukturelt såvel som følelsesmæssigt. 

 

Foden stimulerer hele kroppen

Tænk på alle de reflekszoner man taler om i både zoneterapi og akupunktur. 

Når først foden begynder at bevæge sig hensigtsmæssigt og effektivt, så vil alle disse punkter blive stimuleret ved vores daglige aktiviteter – helt af sig selv!

På den måde bliver kroppen virkelig i sandhed selvvedligeholdende og selv-organiserende. Men kun når den optimale funktion først er genoprettet. Dette er essentielt. 

 

Sådan hænger fødder og kropsholdning sammen

Der er mange måder som fødderne virker ind på den generelle kropsholdning. 

F.eks. er man usikker på fødderne, så vil man have en tendens til at orientere sig mere mod det underlag man sætter fødderne på, dvs. man kigger ned for at se hvor man sætter fødderne.

Selvsagt fører det til at hovedet kommer til at hænge (i andre sammenhænge kalder vi det mobilnakke), hvilket ikke alene belaster nakken, men også hele ryggen.

Ældre mennesker og de forsømte fødder

Dette fænomen finder vi ofte hos ældre mennesker som er bange for at falde. 

De reducerer skridtlængde, bliver mere fladfodede i deres gang og orienterer sig mod gulvet. 

Dette gør dem mere foroverbøjede, de mister løft gennem kroppen og deres kernestyrke lider. Så begynder de at få ondt og så bliver de endnu mere forsigtige, hvilket fører til… 

Jeg tror godt du kan se hvor jeg er på vej hen. 

Det er en ond spiral som skal stoppes. Derfor prioriterer jeg ofte fødderne hos ældre mennesker, da det er udgangspunktet for dem, hvis de vil genvinde deres funktion, velvære og tillid til deres krop.

Kun ved at rette fundamentet kan de genvinde det løft gennem kroppen som de har mistet.

Lad det være sagt, så har vi alle brug for at arbejde med vores fødder, så dette gælder ikke bare for ældre mennesker. Tværtimod begynd allerede nu – dine fødder (og krop) vil takke dig for det.

 

Det kan du gøre for at blive mere opmærksom på dine fødder allerede nu

Stå op på dine fødder og ret blikket ud i horisonten. Mærk hvordan vægten fordeler sig gennem hele foden: forfod, hæl, yderside, inderside.

  • Er vægten ligeligt fordelt?
  • Mærker du et blidt løft gennem indersiden af din svang eller falder svangen sammen?
  • Har du fornemmelsen af at stå på en trekant af støtte gennem din sål?

Bare giv dig selv et øjeblik til at mærke efter. Er dine fødder bløde, men samtidigt stærke og stabile? Er de trætte eller fulde af overskud? Hvordan har de det?

Som du sikkert kan mærke så foregår der mere i fødderne end vi lige umiddelbart mærker.

Alene det at være bevidst om, hvad der sker kan være nok til at man kan rette op på det, så vær opmærksom på dine fødder og de vil bestemt takke dig for det.

God fornøjelse med at (gen-) opdage dine fødder! Du vil ikke fortryde det!

PS: det vurderes at 85% af alle SI-led smerter (smerter i nedre lænd, bækken) kommer fra fødderne eller er forbundet med fodfunktion. Tankevækkende, ikke sandt?

Kategorier

Om Kasper

Om Kasper

Jeg er kropsnørd af passion og profession og ejer af Tairo Klinik og Buteyko Center i Aarhus, hvor jeg hjælper folk med alle slags problemer til at blive smertefri og finde balance i deres kroppe.

Jeg er uddannet på The Rolf Institute of Structural Integration i USA. Jeg har taget mere end 40 supplerende kurser og har 5000 behandlingstimer bag mig.

Pin It on Pinterest